Dette er ikke noget videnskabeligt værk
og der følger altså desværre ikke nogen købsgarantier med bare fordi man har
læst disse linjer. Men jeg har da immervæk rodet med 02'ere i 16 år, har
ejet adskillige selv, adskilt dem og repareret og renoveret dem. Skal dog
siges at jeg er ikke mekanikker udlært eller noget i den stil, så alt er
selvlært baseret udelukkende på en sund mængde BMW-entusiasme...
Anyway, er du – ligesom os andre –
blevet fanget af den charmerende og klassiske lille 02-model, men ved ikke helt
hvordan du skal gribe det an?? Det er jo en gammel bil, så indrømmet er der jo
rigeligt med ting som kan være i vejen. At beskrive det hele er unægteligt
noget af en mundfuld - der er rigeligt til at udgive en hel bog. Men nu prøver
jeg alligevel at lave en opsummering af de hyppigste faldgruber. En form for
’Mini-Buyers-Guide’ til 02’eren.
Største problem - som på enhver
anden bil fra den tid - er rust!! Der er selvfølgelig de mest logiske steder
som dørkanter og dørbund samt skærmkanter og paneler. Men ud over det, så
starter jeg forfra på bilen og arbejder mig bagud:
Frontpanelet skal du checke i
samlingen med forskærmene, både over og under forlygterne. Frontpanelet har
også et lille hulrum på bagsiden som løber vandret ca. 12 cm fra bunden. Dette
hulrum var hverken rustbeskyttet eller lakeret fra fabrikken, så de ruster inde
fra og ud. Motorhjælmen ruster sjældent så slemt, men åben alligevel klappen og
check den i foldet langs inderkanten.
Frontskærmene ruster i skærmkanterne og
fra under de store "topmonterede" blinklys. Der ud over løber der
ofte vand ned langs A-stolpen, hvilket medføre at forskærmene ruster inde fra
og ud små 10 cm foran dørkanten i en lodret stribe. Det nederste af skærmen bag
ved forhjulet er ligeledes ofte rustet væk, da alt det snavs som fordækkene
smider op bliver samlet her. I øvrigt, hvis du søger en helt original bil, så
bør samlingen mellem forskærm og frontpanel være tinloddet over frontgrillen,
mens samlingen skal stå ’rå’ under frontgrillen. Som oftest vil folk blot
lade begge samlinger stå ’rå’ både over og under frontgrillen når de istandsætter
en 02. Er samlingen over grillen lukket så sikre dig dog at det er blevet
tinloddet som det skal og de ikke blot har spartlet samlingen for i givet fald
vil det med tiden flække og så flækker din fine lak naturligvis også – ikke
kønt. Prøv i øvrigt at sætte dig i passagersædet og åbne handskerummet. Helt
til højre kan du presse hånden ind bag handskerum og instrumentbræt og mærke
bagsiden af venstre inderskærm omkring A-stolpen og lidt af torpedopanelet. Er
der rust her skal du skynde dig at løbe din vej...
Dørene ruster ofte mere i bunden
end i kanterne. Det skyldes at de rammeløse vinduer ikke holder vandet ude,
hvilket medfører at der ligger vand og skvulper i bunden af dørene.
Når du checker panelerne, så skal
du ikke kun checke selve panelet, men være også meget opmærksom på den del af
bunden som støder op til panelerne. Check desuden også de 4 donkraft punkter i
panelerne. De var egentlig ikke voldsomt stærke fra fabrikken og ruster også
altid. Selv på en perfekt 02, ville jeg fraråde at bruge dem til donkraften i
alt andet end nødstilfælde...
Check altid tagrenderne på taget
og hvis antennen stadig sidder i venstre A-stolpe som originalt, så check også
for rust hvor den er monteret. Er bilen i øvrigt monteret med det meget sjældne
originale stålsoltag, så vil det ganske sikkert også være angrebet af rust –
både i selve soltagspladen og i soltagsåbningen.
Bagskærmene ruster mest i
skærmkanterne og langs underkanten af de bagerste sideruder, da der samles fugt
under kromlisten som sidder her. Specifikt til Touring modellen ruster de også
ofte omkring de 2 små luftudtag som sidder i hver C-sprosse. Ligesom
forskærmene så ruster bagskærmene også lige bag ved hjulet, hvor sten og snavs
bliver slynget mod skærmen.
Bagpanelet ruster ikke så slemt,
men check langs baglygterne, rundt om bagklapslåsen og panelets nederste kant,
specielt i siderne hvor det slutter op mod bagskærmene.
Så er der et af 02’ernes svageste
områder, nemlig inde i bagagerummet. Det er set før at hele bagagerumsbunden er
faldet ud af en 02!! Pil reservehjulet op, og kig ned i brønden. Check også
langs kanten af benzintanken - mellem benzintanken og bunden lagde BMW nemlig
en skumgummiliste som ikke var gummibelagt. Sådan en kan suge temmelig meget
vand - snedigt ik? Dvs. at kanten ruster og i værste fald ruster
benzintanken også, så benzinen strømmer ud når du fylder den mere end halvt op.
Så er det også en god ide at slå lidt på inderskærmene i bagagerummet, da de
sjældent indeholder særlig meget metal. Det er også meget almindeligt at se
meget ringe reparationer udført på inderskærmene omkring og lige bagved selve
tårnet.
Desuden skal du specifikt på Touring'en
checke bagklappen grundigt. De ruster altid i både den nederste kant (som er
synlig når bagklappen står åben) og øverste kant (som faktisk slet ikke er
synlig). Dette skyldes at den lille gummiliste som sidder mellem taget og den
øverste kant af bagklappen ofte er smuldret med årene, så vand nu kan samle sig
under den øverste kant og så løbe ned langs siderne. Touring bagklappen er en
af de eneste pladedele som ikke kan købes fabriksnyt i dag, så hvis den er alt
for rusten i klappen, så er det et problem. Desuden skal der på den nederste
kant af bagklappen side en lille krom/aluminiumsliste. De mangler altid, så
hvis den er der, så er det en lækker lille detalje... Bagklappen på de
almindelige 02’ere ruster ikke så slemt, men åben for en ordens skyld klappen
og check underkanten hele vejen rundt.
Bunden af bilen skal selvfølgelig
også checkes. Prøv at løfte tæpperne i bilen og se på bunden indefra. Men
optimalt set skal bilen selvfølgelig på en lift. Et af de vigtigste steder at
se efter under en 02 er ved de store gummibøsninger som sidder i hver side lige
foran baghjulene. De holder hele bagbroen på plads og fæstepunkterne rundt om
gummibøsningerne ruster ofte slemt. Det værste er dog næsten, hvis det er
blevet lavet, men af en som har sprunget lidt over her og der. En hurtig reparation.
bliver ofte skæv, hvilket vil sige at hele bagbroen sidder skævt, hvilket
medfører meget underlige og direkte farlige køreegenskaber. Der ud over ruster
de "firkantede" kasser inde i bagskærmene, hvor fjedre og støddæmpere
fæstes. Check også lige de 2 vanger under bilen. De ruster som regel ikke så
slemt, men de kan være beskadiget hvis bilen har været oppe at 'ride' på noget.
Vangerne kan være både besværlige og dyre at udskifte.
Det var vist nok de mest udsatte
rust områder på en 02. Rusten er din værste fjende, da det uden tvivl er den
dyreste del af at renoverer en 02. Når det er sagt, så ruster en 02 ikke mere
end alle mulige andre biler fra den tid, og hvis bilen bruges som en
entusiastbil (det gør de fleste 02’ere jo i dag), så er det nemt at holde
rusten fra en god og sund 02.
SÅ TEKNIKKEN:
Den god gamle M10 motor er faktisk
enormt stærk – muligvis BMW’s bedste motor nogensinde! Men den skal
selvfølgelig have sine olieskift og altid køres varm før den får mange
omdrejninger. Men overholdes dette, holder den længe. Jeg har hørt om 2002ere
som har kørt op mod km 500.000 uden at blive åbnet. Motoren er heller ikke
særlig kompleks og er derfor ikke forfærdelig dyr at renovere. Men check at
olien ikke ser alt for gammel ud og at kølevandet ser rent ud. Ventilerne kan
godt snakke lidt, men det bør faktisk ikke være så slemt. De gamle M10 motorer
vil næsten altid give en lille blå røgsky ud af udstødningen, hvis gassen
slippes pludseligt – specielt fra høje omdrejninger. Dette er der forsåvidt
ikke noget galt med, men det skal selvfølgelig ikke være overdrevet.
De 4-trins gearkasser er til
gengæld ret svage - specielt syncromessen i 2. gear. En populær opgradering er
en 5-trins gearkasse fra en 4-cylindret E21, hvilket selvfølgelig sænker
motorens omdrejninger gevaldigt ved eksempelvis motorvejskørsel - men det er
selvfølgelig ikke originalt. Den legendariske 5-trins sports gearkasse
(close-ratio dogleg), hvor udvekslingen på 5. svarer til 4. gear på standardgearkassen,
er til gengæld ret sjælden og egentlig også ret skrøbelig og upræcis. Men på
trods af det, så er det set med nostalgiske øjne stadig den ”rigtige” gearkasse
at have.
Differentialet kan godt begynde at
hvine lidt fra omkring km 200.000, afhængig af hvor hårdt de køres. men hvis du
ikke behøver et spærredifferentiale, så kan brugte bagtøj købes for en slik - i
øvrigt deler E21 og 02 bagtøj (det er kun bagpladen som er forskellig). I
øvrigt blev spærredifferentialerne leveret med 25% og 40 % spær – men de er
ultra-sjældne!
Bremserne er der ikke det store at
sige til da det er en simpel konstruktion med skiver foran og tromler bagpå og
mekanisk håndbremse (2 kabler), men check selvfølgelig at bilen bremser lige. I
øvrigt bør en 02 (alderen taget i betragtning) bremse ret godt, da den i sin
tid var kendt for at have de mest effektive bremser i sin klasse. I forhold til
nutidens overdrevne bremseforstærkere, vil du på en 02 skulle træde temmelig
hårdt på bremsepedalen, men gør du det, så bremser den godt selv med nutidens målestok.
Styretøjet må selvfølgelig ikke
have for meget slør i. Men du skal checke dette mens forhjulene peger lige
frem, da der vil være og skal være slør i snekke og rulle styretøjet når
forhjulene er drejet. Virker styretøjet meget tungt er det sikkert bærekugler
og gummibøsninger der skal skiftes. Hvis bilen står stille i lang tid, tørre
disse dele ind og begynder nærmest at smuldre, hvilket gøre styringen meget
tung og upræcis.
DET KOSMETISKE:
Udvendige kromlister, kofangere,
emblemer og lignende pynt kan praktisk taget alt sammen fås endnu, men er
temmelig dyrt, hvis det hele skal udskiftes. Men det værste er vel interiøret.
Instrumentbordene flækker næsten altid og forstolene bliver meget hurtigt slidt
igennem, og det originale stof findes ikke mere. Så en komplet og velholdt
kabine er bestemt meget værd. ’Walloth & Nesch’ (reservedels specialist for
klassiske BMW’er) fabrikere noget "kopi-stof", som er ganske pænt,
men det er ikke billigt og der kommer jo også en saddelmagers løn oveni.
Til sidst kan du glæde dig over at
stort set alle dele stadig kan købes fra nyt - både hos BMW og ved adskillige
02-specialister verden over.
Dette er ment som nogen retningslinjer
du kan følge, hvis du står og skal ud og investere i en klassisk BMW 02-model,
men der findes selvfølgelig ikke nogen facitliste til hvad man skal se efter på
en 30 - 40 år gammel bil – så brug også din egen sunde fornuft. Hver enkelt bil
derude er forskellig, og mens en vil være rigtig god på et område vil en anden
være det på et andet område. Prismæssigt vil sjældne modeller som en 2002ti,
2002tii, Turbo eller en cabriolet selvfølgelig altid være mere værd. Hvis du ser
på sådan en sjælden model, så skal du til gengæld sikre dig at bilen også var
født som sådan en model og ikke blot er bygget om senere i dens liv. Derudover
vil ældre modeller med rund baglygter og aluminiums frontgrill også være en
anelse dyrere end de nyere med firkantede baglygter og plastik frontgrill
(dette facelift kom i 9/73). Hvis denne "Buyers Guide" skulle være
komplet, så bør jeg selvfølgelig også udpensle forskellene på de forskellige
årgange, således at du kan se om bilen du ser på er original. En original 02
vil nemlig altid være mere værd. Men helt så meget detalje vil jeg altså
ikke gå i denne gang, men måske ligger jeg det til senere...
Til sidst vil jeg bare sige, at med en
02 skal man købe den bedste bil man har råd til. Det bliver nemlig billigst i
længden.